Hvordan får du dine forældre med i terapi?

Chancen er stor for, at du allerede har prøvet alt det, du selv kunne finde på. Du har sikkert forsøgt at forklare dine forældre, hvad der bøvler i jeres relation, sat ord på dine sårbarheder eller forsøgt at råbe op, når dine grænser blev overskredet. Men uden held.

Måske sidder du nu med en følelse af, at I har brug for hjælp fra en tredjepart for at komme videre – men hvordan griber man egentlig den samtale an? Hvordan får man sine forældre med i familieterapi?

Heldigvis vil de fleste forældre gerne med i terapi, og der er også forældre, som selv foreslår det. Men mange voksne børn frygter samtalen med deres forældre, og mange skal først kæmpe sig igennem en mur af modstand og afvisning. Dette indlæg er skrevet til dig, og du er langt fra alene.

Før du taber modet, er det afgørende at forstå, hvad der faktisk foregår under overfladen hos dine forældre.

Når modstand i virkeligheden er frygt

Når voksne børn inviterer deres forældre med i terapilokalet, bliver forældrene næsten altid ramt af en dyb skyldfølelse og skam over ”ikke at have slået til”. Under deres vrede, afvisning eller skepsis ligger der ofte en angst for at blive udstillet som skurken og få at vide, at de har fejlet i deres livs vigtigste opgave: forældreskabet.

Mange i den ældre generation bærer desuden på en stor portion historisk skepsis over for psykologi og terapi. For dem kan det føles som om, man ”vasker sit snavsetøj i offentligheden”, hvis man taler med en fremmed om det, der gør ondt indeni.

Når du forstår, at deres modstand sjældent handler om uvilje, men derimod om angst og forsvar, kan du ændre din måde at invitere dem på. Her er fire vigtige redskaber til at gøre invitationen tryg for dine forældre:

1. Lad kærligheden og ønsket om kontakt stå forrest

Når forældre hører ordet ”terapi”, tror de ofte, at formålet er en historisk krigsførelse, hvor alle gamle fejl skal rippes op. Du skal gøre det modsatte: Lad dit ønske om nærhed og kontakt være det første, de hører.

Vis dem, at du ikke inviterer dem med for at feje alt det gode væk, men netop fordi du ønsker en stærk, ligeværdig og sund relation til dem i dag. Det gør du bedst ved at tale ud fra dine egne følelser og undgå anklager.

• I stedet for at sige: ”Vi bliver nødt til at finde en terapeut, for vi kan overhovedet ikke finde ud af at være i stue sammen mere, uden at alt eksploderer.” (Fokus på fejlen og det ødelagte).
• Prøv i stedet at sige: ”Jeg kan mærke, at jeg trækker mig i vores relation lige nu, fordi jeg bliver ked af det, når vi har konflikter. Jeg foreslår ikke terapi for at skabe afstand, men fordi jeg elsker jer og drømmer om, at vi kan have det rart og nært sammen. Jeg har bare brug for hjælp til, hvordan vi bygger den bro.” (Fokus på målet og kærligheden).

2. Afmonter forældreskammen på forhånd

De fleste voksne børn, jeg møder i min praksis, har hørt deres forældre forsvare sig med sætninger som: ”Vi var der altid for dig” eller ”Vi hjalp dig jo med alt”. Det er forældrenes skam, der taler.

Du kan komme dem i forkøbet ved at anerkende deres indsats, før du præsenterer terapien. Du behøver ikke at slette din egen oplevelse af opvæksten, men du kan berolige dem med, at du godt ved, de gjorde deres bedste med de forudsætninger, de havde dengang. Formålet er ikke at finde en syndebuk, men at finde ud af, hvordan I kommunikerer bedre i fremtiden.

• I stedet for at sige: ”I har altid kritiseret mine valg, og I har aldrig givet mig lov til at være den, jeg er. Nu må vi have en terapeut til at kigge på det.” (Vækker øjeblikkelig skyldfølelse og forsvar).
• Prøv i stedet at sige: ”Jeg ved, at I har gjort jeres absolut bedste for mig, da jeg voksede op, og jeg bebrejder jer ingenting. I dag er jeg voksen, og vi skal lære at finde ud af det med hinanden på en helt ny måde i øjenhøjde. Jeg vil gerne have en familieterapeut med på råd, så vi kan tale om vores nuværende mønstre, uden at nogen af os skal føle os forkerte eller anklagede.” (Adskiller barndommen fra nuet og fjerner skammen).

3. Accepter ”den uperfekte alliance”

En af de største fejl, du kan begå, er at tro, at dine forældre skal være fuldstændig på bølgelængde med dig og være topmotiverede for personlig udvikling, før det kan lykkes. Det skal de ikke.

Motivationen vil være forskellig. Hvis dine forældre ender med at sige ja og troppe op i terapilokalet udelukkende ”for din skyld” eller af ren og skær pligt, så er det faktisk rigeligt. At de gør det for din skyld, er en stor kærlighedserklæring. Du behøver ikke at omvende deres syn på terapi først.

• I stedet for at sige: ”Jeg gider ikke starte i terapi, hvis I bare sidder og benægter alt og ikke vil arbejde med jer selv. I bliver nødt til at tage det her seriøst.” (Kræver, at de har samme formål som dig).
• Prøv i stedet at sige: ”Jeg ved godt, at terapi ikke er jeres kop te, og I behøver overhovedet ikke at tro på det eller være topmotiverede. Hvis I har lyst til at tage med udelukkende for min skyld – bare fordi I ved, hvor meget det betyder for mig – så er det mere end nok. Det i sig selv vil være en kæmpe hjælp for mig.” (Møder dem, hvor de er, og anerkender pligten som kærlighed).

4. Gør det uforpligtende

Et ultimatum skaber modstand. Prøv i stedet at tilbyde en uforpligtende test-kørsel. Foreslå, at I blot booker én enkelt indledende samtale hos en familieterapeut.

I min egen praksis tilbyder jeg for eksempel altid en gratis afklarende samtale. Hvis dine forældre er meget utrygge, kan vi også aftale, at jeg tager en samtale med dem alene først, uden at du er til stede. Det giver dem mulighed for at mærke efter, hvem jeg er, i et fuldstændig neutralt rum.

Lav en klar aftale med dine forældre om, at hvis de efter den første samtale føler, at det slet ikke giver mening, så vil du ikke presse mere på. Det tager det tunge forventningspres af deres skuldre, fordi de ved, de ikke har skrevet under på et årelangt forløb.

• I stedet for at sige: ”Nu har jeg fundet en terapeut til et forløb, og hvis I ikke vil med, kan jeg ikke se os have et forhold i fremtiden.” (Føles voldsomt og skræmmende).
• Prøv i stedet at sige: ”Lad os prøve at booke én enkelt samtale hos en rådgiver. Vi kan se det som en uforpligtende test-kørsel. Hvis I sidder derinde og føler, at det overhovedet ikke giver mening for jer, så må vi finde på noget andet.” (Giver dem en klar fortrydelsesret og medbestemmelse).

Gør vejen så kort som muligt

Når du har åbnet døren, så gør det praktiske arbejde nemt for dem. Afdramatiser ordet ”terapi” og kald det eventuelt familierådgivning, hvis det smager bedre i deres mund.

Gør forarbejdet: Find 2-3 relevante terapeuter, tjek priserne og tilbyd (hvis din økonomi tillader det) at betale for den første session, så økonomi ikke bliver en barriere.

Og vigtigst af alt: Hav tålmodighed. Du har måske overvejet denne mulighed i månedsvis, men for dine forældre kommer det måske som et chok. De har brug for tid til at sunde sig, bearbejde frygten og finde modet frem. Giv dem det rum – det er første skridt på vejen mod en ny og sundere relation.

Det kræver et enormt mod at række hånden ud på en ny måde, når man er vant til at slå sig på relationen. Pas godt på dig selv undervejs – og husk, at blot det at invitere på en ny måde i sig selv er et stort skridt mod forandring.

← Læs flere blogindlæg