De mange følelser
"Kære mor. Jeg savner dig!" - mine personlige og faglige erfaringer med sorg
Det er snart 7 år siden, jeg mistede min mor til kræft. Livet er heldigvis gået videre – fyldt med glæde, kærlighed og nye relationer og oplevelser. Men indimellem, når jeg tillader mig at se ind i sorgen, kan den stadig føles overvældende. Hvis jeg for alvor forholder mig til mit tab, bliver det næsten ubærligt at tænke på, at jeg lever i en verden, hvor min mor ikke længere findes. Og tanken om, at mine to drenge aldrig kommer til at kende deres mormor, gør mig utrolig trist.
Selvom det er 7 år siden min mor døde, er sorgen stadig min følgesvend.
Traditionel sorgforskning beskriver sorg som en proces med faser, man skal igennem for at "komme ud på den anden side". Men mere moderne sorgforskning anerkender, at sorg ikke er noget, vi nødvendigvis skal “komme ud af". I stedet ser man sorg som noget, man kan bevæge sig ind og ud af, hvor faserne ikke følger en lineær rute. Sorg er heller ikke noget, der afsluttes; det er noget, vi bærer med os, som en del af livet.
Sorg er hårdt arbejde
Hvis du selv har oplevet et tab, så kan du måske genkende at en sorg kan føles som hårdt arbejde. Men husk, at sorg er en sund og naturlig reaktion på tab. De fleste mennesker, som mister, kommer igennem den nødvendige smerte og formår at vende tilbage til et liv, hvor sorg eksisterer side om side med glæde og nye oplevelser.
Da jeg selv stod midt i den nyopståede sorg, søgte jeg viden om det jeg oplevede. Jeg læste blandt andet bogen Den Nødvendige Smerte af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick fra 2003. Den hjalp mig med at forstå, hvad jeg gik igennem, og gav mig inspiration til, hvordan jeg som terapeut kan støtte andre i deres sorg.
Sorg er en kompleks og dybt følelsesladet oplevelse, og ingen oplever den ens. Hvis du gerne vil arbejde med din sorg og få en dybere forståelse af, hvad du går igennem, kan det være hjælpsomt at stille dig selv nogle spørgsmål: Hvem, Hvad, Hvordan og Hvornår?
HVEM: Hvem er det, der har mistet? Her handler det om dig. Hvordan er din tilknytningsevne, og hvordan håndterer du adskillelse?
HVAD: Hvad har du mistet, eller hvad frygter du at miste? Var det en ung eller ældre person? Hvem i dit liv var det? Hvad er jeres relation?
HVORDAN: Hvordan skete det? Var tabet pludseligt og uventet, eller var du forberedt på det? Skete det voldsomt, eller var det en fredelig proces?
HVORNÅR: Hvornår skete tabet, og hvor i dit liv var du? Det kan fx være mere traumatiserende at miste en forælder som barn end som voksen, ligesom tabets tidshorisont også spiller en rolle. Hvis det kun er en måned siden, er det naturligt, at sorgprocessen stadig er i gang. Men hvis der er gået tre år, og sorgen stadig føles ulidelig, kan det være vigtigt at søge hjælp.
Til dig, der står midt i sorgen
Sorg er på mange måder et vidnesbyrd om den kærlighed, der var. Derfor kan det også være beroligende at vide, at sorgen aldrig helt forsvinder – den bliver en del af os, ligesom kærligheden gør. Hvis du står midt i en ny sorg, kan det måske give dig håb at vide, at livet fortsætter, og sorgen vil finde sin plads i dit liv, hvor den bliver til at bære.
“Sorg er kærlighedens pris, sorg er tilknytningens pris, sorg er den sunde og naturlige måde at reagere på, når vi mister noget, der er vigtigt“, Davidsen-Nielsen, 2003, s. 74.
Hvis du føler, at sorgen ikke bliver lettere at bære med tiden, og at livet ikke føles fyldt med nye glæder, kan det være vigtigt at tale med nogen. Det kan være en ven, et familiemedlem, en præst, en læge, en terapeut eller en anden, som kan give mening for dig i den situation.
Da jeg mistede min mor, fandt jeg trøst i en sorggruppe. Men jeg fandt også en anden måde at håndtere sorgen på i hverdagen. Jeg begyndte at skrive breve til min mor. Det gav mig en pause i et travlt liv, så sorgen kunne få plads. Jeg startede altid brevene med: "Kære mor. Jeg savner dig!" og lod derefter tankerne flyde. Det gav mig en følelse af at være forbundet med hende og gav plads til uafsluttede følelser og oplevelser.
I forbindelse med dette indlæg har jeg genlæst nogle af brevene. I et af dem fandt jeg nogle linjer, som stadig rammer mig dybt, og som jeg vil afslutte dette indlæg med:
"Midt i døden er der liv.
Midt i savnet er der kærlighed.
Og midt i smerten er der håb."