Forældreskab
Voksne børn tager deres forældre med i terapi - hvorfor?
Jeg oplever en stigende tendens: Voksne børn, der inviterer deres forældre med i terapi. Det har fået mig til at reflektere over, hvad der ligger bag, og hvad de og deres forældre kan få ud af terapien – og det er der kommet denne artikel ud af.
Jeg elsker at arbejde med familier med voksne børn. For ofte handler det om, at de faktisk gerne vil hinanden noget mere. De ønsker en tættere relation, men oplever samtidig, at noget står i vejen.
Når børn bliver voksne, ændrer dynamikken sig naturligt i familien. De flytter hjemmefra, får kærester, stifter måske selv familie – og pludselig er relationen ikke længere den samme. Forældrene skal finde en ny rolle, og de voksne børn må navigere mellem at stå på egne ben og bevare forbindelsen til deres forældre. Det kan skabe både afstand og konflikt, men også mulighed for at udvikle et mere ligeværdigt forhold.
Men nogle gange stikker den afstand og konflikt, der kan opstå, dybere. Den kan have rødder helt tilbage i barndommen, hvor gamle mønstre og oplevelser stadig spiller en rolle. At genetablere en sund relation kræver derfor ofte mere end bare tid – det kræver også refleksion og vilje til forandring.
Når forældre tages ned fra piedestalen
Som børn idealiserer vi ofte vores forældre. Vi ser dem som alvidende, stærke og ufejlbarlige. Men når vi som unge voksne begynder at arbejde med os selv – enten i terapi eller gennem refleksion – kan vi opdage sider af vores opvækst, der var svære. Vi ser vores forældre mere nuanceret, og det kan være både smertefuldt og forvirrende.
Det kan skabe en ny form for afstand. Forældrene kan føle sig skamfulde eller magtesløse, når deres voksne barn sætter ord på svigt, de ikke selv har set eller ment var skadelige. Mange forældre tænker: "Vi gjorde jo det bedste, vi kunne", og det kan være svært at tage skylden på sig – især når intentionen aldrig var at såre.
Men det betyder ikke, at relationen er dømt til at gå i stykker. Tværtimod. Når begge parter er villige til at mødes med nysgerrighed og åbenhed, kan der opstå en dybere forståelse – og en stærkere forbindelse.
Vi svigter alle vores børn – og det er okay, men husk at tage ansvaret
Når vi begynder at se vores forældre mere nuanceret, bliver vi også mere bevidste om deres fejl – og måske også de gange, hvor vi ikke blev mødt, som vi havde brug for. Men betyder det, at de har fejlet som forældre? Ikke nødvendigvis.
Som forældre kommer vi alle til at svigte vores børn i et eller andet omfang. Ikke nødvendigvis på en voldsom eller traumatisk måde, men vi vil alle på et tidspunkt overse et behov, reagere forkert eller fejle i at give præcis den omsorg, vores barn havde brug for. Det betyder ikke, at vi har været dårlige forældre.
Vil du læse mere om det uundgåelige forældresvigt – og hvorfor det ikke behøver at skabe varige skader? Så læs mit blogindlæg: Kære forældre, sænk skuldrene og slip den dårlige samvittighed. Det er okay at lave fejl
Men når børn ikke bliver mødt i deres behov af deres forældre, kan de blive nødt til at udvikle strategier og forsvarsmekanismer for at sikre mest mulig omsorg og tilknytning. Disse strategier kan være nødvendige i barndommen, men i voksenlivet kan de blive til fastlåste mønstre, der begrænser livskvaliteten og relationerne. Terapien kan hjælpe med at forstå, hvor strategierne stammer fra, og skabe nye måder at være i verden på.
Jeg oplever en stigende interesse blandt unge for at arbejde med netop dette. Mange opsøger parterapi, hvis deres forhold knirker. Mange søger eksperter, hvis deres børn har det svært. Vi accepterer ikke længere tingenes tilstand – vi vil gerne have det godt, vi vil gerne have, at vores børn har det godt, og at relationerne omkring os fungerer. Måske endda til en grad, hvor det kan blive uhensigtsmæssigt. For sandheden er, at vi ikke altid kan have det godt. Men det må være et tema til et andet blogindlæg.
Min pointe er, at de unge voksne, som tager deres forældre med i terapi, ofte allerede har arbejdet meget med sig selv. De har fået øje på deres forældres fejl og ønsker, at ansvaret bliver anerkendt – så det ikke længere ligger på deres skuldre alene.
Hvad med forældrene?
Den ældre generation (og her ved jeg godt, at jeg taler bredt – men du kan selv vurdere, om du hører til) har også taget deres opgør. Mange af dem voksede op med endnu større svigt, end de selv har givet videre. Det kan være en opvækst præget af fraværende eller strenge forældre, hvor "børn skulle ses, men ikke høres". De har skullet finde deres egen måde at være forældre på, uden nødvendigvis at have gode forbilleder at spejle sig i.
Men hvor den yngre generation i højere grad søger terapi og personlig udvikling, har det ikke fyldt lige så meget for de fleste forældre. At få at vide, at man har svigtet sit barn – også selvom det aldrig var intentionen – kan vække stærke følelser af skam og magtesløshed. At tage skylden på sig kan føles overvældende og uretfærdigt, når man jo "bare gjorde sit bedste".
Det kan være svært at komme videre herfra. Derfor vil jeg anbefale familieterapi. I det terapeutiske rum kan forældre og voksne børn mødes på ny – ikke for at placere skyld, men for at forstå hinanden bedre.
Hvad kan terapien hjælpe med?
Alle skal føle sig tilpas, når de kommer i terapi hos mig – både den far, som aldrig har været i terapi før, den skyldbetyngede mor, som ikke kan lade være med at forsvare sig, og den voksne datter, som føler, at hun bærer ansvaret for kommunikationen i familien.
I terapien arbejder vi med de gamle mønstre og roller i familien, men vi vender hele tiden tilbage til det vigtigste: Hvordan er det at være dig i din familie lige nu? Hvad har du brug for fra de andre lige nu?
Samtalerne hjælper jer til at lytte til hinanden og tale ud fra eget perspektiv. I får støtte til at forstå jeres dynamik, så I kan begynde at handle anderledes og være sammen på en ny måde – en måde, der føles sundere og mere nærværende.
Ved at få en ny oplevelse af at være sammen kan gamle sår måske begynde at heale. Terapien skaber et rum, hvor I kan tage hul på de svære samtaler, uden at de ender i de samme fastlåste mønstre.
Og vigtigst af alt: I hjælpes til at holde ud – også når det er svært, og når I ikke bliver mødt præcis, som I ønsker det.
I kommer til at sidde med en terapeut, som lytter, guider og holder rummet for jer. En terapeut, som ikke dømmer, men som hjælper jer med at finde nye måder at være familie på.
For det er netop det, familieterapi kan – skabe et trygt sted, hvor vi kan forstå hinanden bedre, styrke relationerne og finde nye veje at gå sammen.
Hvis du har lyst til at høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig, dit parforhold eller din familie, er du altid velkommen til at kontakte mig.